Igennem livet ændres vores førlighed sig, fra at vi skal bæres rundt i begyndelsen og til slut, men forhåbentlig med nogle gode år i midten, hvor vi kan springe rundt og er selvhjulpne.

Der, hvor vi bor, omgiver vi os med ting, som ind i mellem skal flyttes rundt, vi køber nye ting og de gamle skal ud.

I mange henseender er det en fordel hvis boligen har niveaufri adgang og at forskellige niveauer udlignes med ramper eller elevatorer, som gør boligen universelt egnet.

Og døre og udgange må være brede nok, så karmene ikke skrammes, eller simpelthen hindrer adgang.

Barnevognen kan lettere køres ind og ud af en bred dør med niveaufri adgang og en forhave uden trapper. På samme måde kan man let køre det nye køleskab ind på en sækkevogn.

Senere i livet er det nemmere at komme rundt med rollator og er man uheldig på skiferien, så er tiden i kørestol eller på krykker lettere at komme igennem.

Desværre er der også en del mennesker, der enten rammes af sygdom eller en ulykke, så de bliver tvunget til at sidde i kørestol, mere eller mindre selvhjulpne. 

Hvis boligen udformes universelt fra starten, så vil alle mennesker i hele bygningens levetid have glæde af det, jf ovenstående. Og det er stort set ikke dyrere end en standard-bolig, hvis det bliver tænkt ind og udført fra start af.

I et samfundsmæssigt perspektiv vil en udrulning af universelt design betyde, at flere mennesker kan bidrage til samfundet aktivt, når de kan komme omkring og klare sig selv, uden unødige hindringer.

Mange med en funktionsnedsættelse føler, at de er til besvær, når de skal banke på og have lagt ramper ud, for at de kan komme ind i en bygning. Eller er henvist til bagindgangen, hvor der er en vareelevator. Det er vel heller ikke værdigt i et velfærdssamfund, som vores, når vi med en lille smule know how og omtanke kan gøre en stor forskel.

Det er lidt af det, som Tilgængelighed og Universelt Design handler om.